Religion på Kanten: Abstracts
Catharina Raudvere: Religion på kanten, människor i marginalen
Har religionsvetenskapen en tendens att överbetona det extraordinära, dramatiska och uppseendeväckande? Och vad har det för konsekvenser för förståelsen av vad som är mainstream och vardagsliv? Presentationen kommer att behandla konsekvenserna för analys och pedagogik om religionsvetenskapen väljer att fokusera aktörer i historia och nutid på ett annat sätt en tidigare.
Jesper Sørensen: At studere religion ved ikke at studere religion - eksperimentelle religionsstudier og kunsten at operationalisere
De senere år er nye metoder begyndt at vinde indpas i religionsvidenskabelige miljøer. Ved siden af de klassiske tekstbaserede, historiske og sociologiske metoder, forsøger en række religionsforskere at benytte en eksperimentel psykologisk metode, hvor subjekter under laboratorieforhold udfører en række opgaver. Men som i alle tilgange, påvirker også denne tilgang det studerede objekt. For hvordan studere man egentlig emner som bøn, ritualisering, karisma og sociale stereotyper i et laboratorium? Hvor man i nogle tilfælde relativt simpelt kan gå direkte til stoffet og teste forskellige religiøse fænomener, fx virkningen af religiøse klædninger på vurderingen af sandhedsudsagn, er det i andre tilfælde nødvendig, at ’skjule’ forsøgets virkelige hensigt for deltagerne for at undgå, at denne viden påvirker den testede adfærd. Ved siden af spørgsmålet om oversættelsen af religiøse fænomener til laboratoriet, finder vi også det afgørende spørgsmål om oversættelsen tilbage igen. Hvorledes skal vi forstå resultater fundet i laboratoriet, og hvilken virkning har disse på vores forståelse af religion ’ude i verden’?
Britt Istoft: Avatar, fankultur og Naturreligion
Indbyggerne, Na’vi, på planeten Pandora i James Camerons film Avatar lever i harmoni med naturen og dyrker en ModerGudinde, Eywa, der er et udtryk for planeten som samlet organisme, som alle levende væsener på planeten er forbundet med via neurale netværk. Nogle fans af filmen er allerede engageret i miljøarbejde, andre tilhører f.eks. neo-pagane grupper eller er wiccanere, for hvem gudinder og naturen spiller en central rolle. Men hvad med den bredere fankultur? Er der noget, som indikerer, at fankulturen omkring Avatar er i færd med at udvikle en eller anden form for naturrelateret spiritualitet? Man kan i denne forbindelse sammenligne med andre fankulturer med en progressiv dagsorden, f.eks. Star Trek-fankulturen med dens klare humanistiske agenda, som har fået fans til at arbejde ihærdigt på at gøre Star Trek-seriernes fremtidsutopi til virkelighed, bl.a. ved at engagere sig i videnskab, humanitært arbejde og ved simpelthen at tage hul på den fremtid, de ønsker sig for verden, ved at leve den her og nu. Fankulturen omkring Avatar er naturligvis meget ny sammenlignet med den veletablerede Star Trek-kultur, men på baggrund af den viden, man har om ældre fankulturer, kunne det være interessant at gætte på, hvor fankulturen omkring Avatar - og der er yderligere film på vej - er på vej hen, og hvad dens fokus vil blive. Man kan allerede se tendenser til opbyggelsen af et eget univers omkring filmen: Fans lærer sig Na’vi-sproget, antager Na’vi-identiteter og opfinder historier, som bygger videre på filmens univers. Måske kan man endda se forsøg på at etablere nye naturrelaterede ritualer. Er en ny naturreligion under udvikling?
Peter Westh: Fri som himlen, ren som jorden
Begrebet religion dukker ofte op i diskussionen om alternative sundhedstilbud af forskellig slags. Som regel er vinklen den, at de er udtryk for det senmoderne menneskes søgen efter selvrealisering og evig ungdom, og som sådan et stærkt tidsbundet fænomen knyttet til et sammenbrud af traditionelle værdisystemer. Dette oplæg vil anlægge en anden vinkel, og i stedet se på nogle af de almenmenneskelige forudsætninger for disse praksisformer. Med udgangspunkt i en række slående paralleller mellem babylonske, Navajo-indianske og nutidige, danske helbredelsesritualer vil oplægget afsøge to religionsvidenskabelige kantområder: grænsen mellem på den ene side kulturen og på den anden biologien, hvor alt det, vi kan analysere frem i teksterne, synes at blive underligt irrelevant; og grænsen mellem på den ene side analysen, og på den anden diskussionen om disse praksisformers effektivitet og etiske aspekter, hvor den klassiske, religionshistoriske epoché kommer endegyldigt til kort.
Linda Langemark: Religion i Retten
Overalt i verden optræder et begreb ved navn religion som en relevant term i udformningen af juridiske retsregler. Det betyder, at den konkrete juridiske fortolkning af begrebet vil have direkte betydning for udfaldet af en konkret retsafgørelser efter den bestemmelse, hvori begrebet indgår. Det interessante er imidlertid, at der, med få undtagelser, ikke samtidig er formuleret en definition af det religionsbegreb, der indgår i sådanne bestemmelser. Problemerne med at definere et generelt religionsbegreb til videnskabelig brug er velkendte i den religionshistoriske forskningstradition. Men hvor den rent akademiske beskæftigelse med religion tillader religionsforskerne den luksus at kunne fornøje sig med religionsbegrebets mere eller mindre anvendelige definitioner i endeløse, lærde, teoretiske diskussioner, så er problemet anderledes present for juristerne og den juridiske praksis. Begrebsforståelsen er her af akut, konkret og praktisk betydning, og involverer rigtige mennesker, hvis liv, skæbne, fremtid og velfærd meget vel kan afhænge af, om den ene eller den anden begrebsforståelse bliver lagt til grund ved en retsafgørelse. Men eksempler hentet fra dansk, amerikansk og international ret vil det juridiske religionsbegreb, sådan som det udmønter sig i den konkrete juridiske praksis blive indkredset, analyseret og problematiseret.
Morten Warmind: "Jamen TROR de rigtigt på det?" - asatro på kanten
Der hersker meget forskellige opfattelser af asatroen i det danske samfund. Det er på den ene side en udbredt opfattelse at det slet ikke er religion, men sådan mere en slags leg eller hobby. "De tror jo ikke rigtigt på det!" er ofte argumentet. I den helt anden ende af spektret er der nogle som mener at asatroen er en genoplivning af de gamle guder og den førkristne norrøne religion. "De dyrker jo de gamle guder!" er baggrunden for denne holdning. Begge udsagn er sådan set rigtige, men det er nok for hurtigt så at drage de deraf følgende konklusioner. De asatroende mener deres religion alvorligt, selvom det morer dem at have den. Alligevel er det kun de færreste der ville hævde, at de dyrker den gamle religion og at de tror bogstaveligt på guderne. Så spørgsmålet som falder lige for er, jamen hvad er det så de laver? Mit oplæg vil (foruden eksempler på de asatroendes religiøse habitus) byde på et forslag til et svar på dette spørgsmål og dermed også på et forsøg på at forholde sig til de religiøse fænomener, der ligger i kanten af det, som vi normalt forstår ved religioner. Måske er de ikke så marginale som det kunne se ud?
Armin Geertz: Religionspsykologien: Et centralt fag på kanten af det (religions)videnskabelige felt
Faget psykologi har en belastet og uafklaret forskningshistorie. Faget var i sin vorden fanget imellem filosofi og sundhedsvidenskab. Det har resulteret i udviklingen af selvstændige grene, som ikke rigtig kan eller vil tale sammen. Religionspsykologien er på mange måder et godt eksempel på denne indbyggede spænding mellem metafysik og videnskab. Her er ofte religiøse og åndelige dagsordener på spil. Religionspsykologi har imidlertid udviklet sig til et selvstændigt fag, men har aldrig rigtig haft gennemslagskraft i forhold til faget religionshistorie. Dels har den omtalte religiøse dagsorden stået i vejen (for mange) men dels har det ureflekterede euro-amerikanske, kristent-jødiske grundlag ikke kunne klare religionshistoriens komparative lakmus-prøver.
Der er gode faglige og fagpolitiske grunde til at reintegrere en fornyet religionspsykologi i faget religionsvidenskab. For det første er det indlysende at et fag som vores, som alene fokuserer på tekster og sociale forhold, ikke kan være andet end mangelfuldt. Jeg vil endda hævde, at der blot er tale om at halvt fag. For det andet findes der en række kolleger fra andre discipliner (psykologi, neurologi, antropologi og andre) som systematisk vender os ryggen. De synes at der ikke er sket noget væsentligt i religionsfagene siden William James – det skulle måske undtagelsesvist være Mircea Eliade. For det tredje findes der flere psykologiske retninger, som er yderst relevante og nærmest grydeklare til en religionsvidenskabelig bearbejdning: socialpsykologien (herunder udviklingspsykologien), den såkaldte “empirisk religionspsykologi”, evolutionspsykologien, moralpsykologien, kulturpsykologien, antropologisk psykologi samt forskellige neurokognitive discipliner.